Till Flugfiskemagasinets startsida Flugfiskemagasinet Rackelhanen Uppdaterad
2017-12-16
English version

 

Dumme ørreder, enkle fluer
Av Mogens Espersen 2004

Vi skal ikke afholde os fra at forsøge de svære ting ved fluestikken, men er fluer alt for svære, kommer de nok aldrig på fisketur, og vi finder aldrig ud af om de du'r. Til gengæld kan der være stor fornøjelse ved at kombinere gammelt og nyt i simple fluer

  Ørrederne er tilsyneladende blevet dummere, siden F.M. Halford fiskede efter dem for omkring 125 år siden.

  Det har siden ham bl.a. vist sig, at ørreder ikke kan tælle. De reagerer ikke på, om tørfluen har tre halenokker eller et helt bundt. Det troede Halford; forresten Skues også når han bandt nymfer. Ørrederne er åbenbart også lige glade med, om tørfluen trykker med seks "ben" på åens overflade, eller om der er tre-fire tørn hackle og dermed mange "fod"-aftryk, til at bære fluen på åens overfladespænding.

  Enten er ørrederne altså blevet dummere siden Halford, der gik meget op i den slags, fordi han mente, at ørrederne kunne tælle. Eller også har det aldrig betydet noget.

  Præsentation har til alle tider været det vigtigste, hvad mange synes stadig at overse. Ørrederne er sandsynligvis hverken dummere eller klogere end på Halfords tid. De er måske lidt nemmere at skræmme, fordi der er flere fiskere til at jage dem.

  Det var Halford, som så at sige skabte det moderne tørfluefiskeri; desværre er vi måske ikke kommet så meget videre siden Halford. Han fik mange gode ideer, men nogen af dem blev til ideosynkrasier, som vi stadig trækkes med. Han var med andre ord som de fleste mennesker: En blandet landhandel af fornuftigt og ufornuftigt.

  Halford skrev meget, absolut brugbart, men alt for ofte overset, om præsentationen: Fiskeren i delvis skjul, fluen tæt foran næsen på en fisk, der æder, kast på afstand o.s.v. men mange i dag læser nok kun Halford for fluemønstrene - hvis han bliver læst af andre end sådan nogen som mig, der absolut skal snuse til det hele for at kunne glemme det halve.

  Halford var så optaget af at finde den perfekte hacklefjer til tørfluer, at han overså meget andet, når han kreerede fluemønstre. Gode tørflue-hacklefjer var sjældne allerede på Halfords tid. Han ville måske være blevet begejstret over vores frådseri i såkaldt genetiske hacklefjer til tørfluer. Spørgsmålet er, om hans fluer havde set anderledes ud, hvis han havde haft de muligheder. Til gengæld smagte de kyllinger, han fik serveret på de små kroer og hoteller ved fiskevandene, af kylling; ikke af pap.

  Halford gjorde nok det, han kaldte "kunsten" unødigt indviklet til tider. Vi skal ikke afholde os fra at forsøge de svære ting ved flues tikken, men vi skal heller ikke gøre os illusioner.

  Ligner foder

  En faldskærmsflue kræver hverken perfekte hacklefjer eller større fingerfærdighed; ikke hvis den bindes efter en metode, som ophavsmanden til Klinkhamer, hollænderen Hans van Klinken engang viste mig. Hvis fluer er for svære at binde, kommer de aldrig ud at fiske, mine gør ikke i al fald.

  Fluer med faldskærmshackle har den fordel, at de flyder med kroppen i vandskorpen. De ligner ørred-guf. Klinkhamer er bundet til at gøre det i ekstrem grad; den har hele bagrappen under vandet og flyder på faldskærmshacklet. Om fluen så skal ligne en emerger eller en dun, kan de lærde strides om; fiskene er sandsynligvis lige glade, bare fluen ligner foder: Det kan være fornøjeligt at tro noget andet, men det er vel netop en af de illusioner, vi ikke skal gøre os.

  Faldskærmshacklet bindes omkring en wingpost, som det hedder på fluebinderlatin, der er engelsk-amerikansk. Polygarn er nemt at arbejde med, stabilt, og det kan godt være, at slutresultatet, en løkke ikke ser så vingeagtig ud. Men den virker, og så er det jo lige meget, hvad mennesker synes. På fluebinderlatin er det en loopwing. Den er hverken det ene eller det andet, men tvinder ikke forfangsspidsen ved at få fluen til at snurre som en propel i kastet.

  Bindemetoden er Halfords så at sige: Vingen hæftes med vingespidsen fremad oven på krogskaftet, umiddelbart oven på bindetrådsunderlaget ca. den tredjedel krogskaft-længde fra krogøjet. Ved at variere placeringen af vingen, længere fremme f.eks., og ved at variere højde og drøjde kan man med små midler binde alt fra duns til emergere efter den samme enkle opskrift. Den enkle tørflue er med andre ord et typemønster.

  Overraskende Halford

  Et dueligt faldskærmshackle kan uden risiko for at falde igennem, som vi siger på dansk med adskillige underforståede betydninger, bindes af fjer fra en såkaldt genetisk hanesaddel. På sadlen er der er masser af lange fjer med nogenlunde lige lange fjerstråler, og den er væsentligt billigere end en hanenakke af god kvalitet. Det er godt for os, der binder fluer, men ikke nødvendigvis for haner, der må falde i fjerpragten, skulle man tro.

  Halford bandt, mig bekendt, ikke fluer med faldskærmshackle, men efter at have læst Tony Haytors fremragende Halfard-biografi ("F.M. Halford and the Dry Fly Revolution", Robert Hale Ltd., 2002, 25 pund), er jeg beredt på nye overraskelser fra den gamle herre, der ikke var født med hvidt fuldskæg som jeg og mange andre sikkert har troet.

  Men det har sin pris at være en slags profet, og den betalte han ved at være mere firkantet og doktrinær, end han behøvede. Udadtil begribeligvis. Det ser f.eks. ud til, at Halford eksperimenterde med nymfer, flere år før G.E.M. Skues.

  Halford skrev aldrig om de eksperimenter, men det ville på den anden side være mere end almindeligt naivt at tro, at Halford ikke havde eksperimenteret med nymfer, selv om han skrev, at fluebinderen ikke kunne efterligne nymfens vrikken.

  Han vidste naturligvis, at ørrederne tager det meste af deres føde under vandet. Det har han set tusinder af gange, og det kan med hans iver næsten ikke passe, at han bare satte sig ned og ventede på et rise, en klækning af f.eks. døgnfluer og hundreder af ørreder, der er sultne og letsindelige på samme tid. Men Halford var muligvis sådan indrettet, at når han havde tænkt og skrevet noget, var det som hugget i sten. Ikke til at ændre i lyset af andre eller nye erfaringer.

  Til Halfords meget spinkle forsvar tjener, at tørfluen - mødet mellen de to elementer vand og luft - tit, men ikke altid, er den mest spændende form for fluefiskeri. Det er mødet mellem synligt og usynligt; det er, som om ørreden bliver til for øjnene af en. Halford har måske ind imellem overset, at der var andre muligheder, selvom han i flere bøger fremhævede vådfluefiskerens kyndighed. I den henseende er der mange fluefiskere, der ikke er kommet videre siden Halford. De tror stadig, at en fisk, som blev fanget på tørflue, er mindst fem centimeter længere end en magen til, som blev fanget på vådflue.

  ørreder ser måske kontrast

  Den enkle Dun er tørfluen, Halford aldrig bandt. Måske ville han heller ikke have kunnet lide den. Men ørrederne, de uvidende kræ, kan, og mere kan man jo ikke forlange af en fiskeflue. Som nævnt et typemønster, der bør varieres efter de lokale forhold, både i farve og størrelse

  Den hvide vinge går igen i alle udgaver, fordi den først og fremmest skal varsko fiskeren om fluens position under drevet. Det allerbedste i de sydskandinaviske brunfarvede åer ville være en orange vinge, men det har jeg ikke turdet, endnu. Halen derimod varierer jeg i farver fra lys grå til helt hvid. Den virker muligvis som et "ror", når fluen driver på vandet. Haler af en smule poly- eller antrongarn går igen på mange amerikanske emerger-mønstre, og de skal ligne den nymfehud, som døgnfluen under den næstsidste forvandling til vinget insekt (dun på fluebinderlatin) kravler ud af og slæber en stund efter sig på overfladen af vandløb og søer. Om ørreder tror det samme, aner vi ikke. Vi håber det. Ørreder kan nok ikke tælle halenokker og ben, men de kan måske se kontraster mellem f.eks. insektefterligningens bag- og forkrop, og en forkrop, der er mørkere og dermed i kontrast til resten af kroppen, er i hvert fald ikke mod naturen.

Bild på bindmoment
 

  Uden og med svømmefedt

  Fluen grundlægges med det sædvanlige bindetrådsunderlag fra krogøje til -bøjning. Bindetråden tørnes halvt frem; halen hæftes oven på krogskaftet med tørn bagud igen. Ved at holde halespidsen op, kontrollerer man, at bindetråden ikke trækker halen om på bagsiden af krogskaftet.

  Bindetråden tørnes to tredjedel krogskaftlængde frem. Her hæftes vingen, som Halford gjorde det med spidsen frem over krogøjet. Efter et par tørn bøjes vingen i en løkke, og den anden ende af polygarnet hæftes oven på krogskaftet. Vingehøjden kan, som nævnt, varieres; en krogskaftlængde er det, som siden Halford har været tørfluens venusmål. Ved at studse enderne i trin, forberedes et taperet kropsunderlag, når bindetråden tørnes tilbage til haleroden. Her spindes ganske lidt kropsmateriale på bindetråden, og kroppen tørnes frem til vingen.

  Vingen bliver rejst, også som Halford gjorde det, nemlig med bindetrådstørn tæt foran. Slut af med tre-fire tørn vandret omkring vingeroden, som faldskærmshacklet siden tørnes omkring.

  Faldskærmshacklet binder jeg, som jeg har lært det af Hans van Klinken: En fjer med stråler ca. halvanden gang kroggabet, bliver hæftet på krogskaftets overside med fjerens "gode" side op, altså vandret.

  Det strippede fjerskaft sikres langs krogskaftet foran vingen. Når bindetråden hænger ved krogøjet, spindes en smule forkrops-materiale på tråden, der tørnes bagud mod vingen. Den sidste tørn lægges bag om vingen og under hacklefjeren.

Bild på bindmoment

  Krogen drejes herefter i fluestikken, så krogøjet peger nedad, og faldskærmshacklet tørnes mod venstre, den ene tørn under den foregående. Tre tørn hackle er som regel nok. Fjeren sikres med et par bindetrådstørn, og overskuddet klippes af og gemmes til næste flue. Whipfinish og en dråbe lak mellem hackle og krop fuldender fluen.

  En detalje, som måske er vigtig, er at tørne hacklet med fingrene alene, altså uden hackleklemme. Fingrene kan meget bedre end klemmen kompensere for fjerens små mærkværdigheder.

  Før fiskeri duppes hackle og måske hale med lidt flydepasta. Det fås i vore dage i mange varianter; Halford kendte kun paraffin og brød sig ikke om det. Vi kan til gengæld med den kemi, vi i dag har, få næsten alt, selv en belastet Montana-nymfe til at flyde.

  Men hvorfor egentlig? Det kan være fornøjeligt at kombinere gammelt og nyt, men ikke at gå mod naturen. Og fluen flyder fint uden svømmefedt, bare ikke så længe som med.

  Med hensyn til overskriftens dumme ørreder og enkle fluer hænger det ikke sådan sammen, at dumme ørreder skal have enkle fluer. Men dumme fluebindere skal.

Faldskærmsflue med loopwing

Krok: Str.13-17 TMC 103 BL. Det er en krog af meget tynd wire, kroggabet er stort, og krogen er uden modhage; dermed er det nemt at sætte fisk ud igen uden at røre dem. Den laves kun i de gamle ulige krognumre.

Bindetråd: 8/0 eller tyndere, farve som regel som fluens krop.

Hale: En smule (10-12 "hår") polygarn, samme længde som kroppen.

Krop: Fly-Rite, oliven eller brune nuancer; til meget af mit fiskeri passer nr 20 (dark tan).

Forkrop: Kontrast, f.eks. brunoliven hare's ear plus. Det er indfarvet hareuld iblandet en smule hvid antron.

Vinge: Løkke af hvidt polygarn, lige så "tynd" og dermed gennemskinnelig som halen.

Hackle: Grizzle saddelfjer, bundet som faldskærmshackle.

Hoved: Intet.

Text eller teckningar av Mogens Espersen 2004 ©

 

 

Till Flugfiske Magasinets startsida

För att få den bästa upplevelsen av Magasinet gäller det att du har rätt inställningar.
Här är mina rekommenderade inställningar

Var vänlig och respektera lagen om upphovsmannarätten.  Kopiering eller annan mångfaldigande av innehållet helt eller delvis av denna och alla andra sidorna i "Flugfiskemagasinet Rackelhanen" är ej tillåtet.

Mats Sjöstrand 2017

Om du har några kommentarer eller frågor angående Magasinet så kontakta gärna mig.

Hälsningar
Webbmaster
Mats Sjöstrand

 

 

 

 

Annonsbar
Sponsorpolicy / Våra sponsorer: